Et lille tilbageblik på en super god og hyggelig weekend…….
Fredag eftermiddag. Alle piger og den megen bagage kommer sikkert med toget. Pigerne spørger spændt og mange gange, hvilke sæder de skal sidde på. De finder hurtigt deres pladser og vi er på vej.
Der går ikke længe før end der spørges efter slik og hurgigt kommer der også kiks og popcorn frem. Stemningen er høj og lydniveauet ligeså – der var sikkert nogle andre passagerer, der håbede, at de ikke lige var havnet i vogn 11 denne fredag eftermiddag – det var i hvert fald ikke en stillekupé.
Pigerne får at vide, at de er delt ind i 4 grupper med 2 i hver, og hver gruppe skal med hver sin Ydun spiller hjem og spise privat, så snart vi ankommer. Det gav lige lidt stof til eftertanke ved pigerne, men hurtigt var den accepteret og blev efterfulgt af mange spørgsmål – man skulle lige være helt sikker…
På vej over Sjælland kommer en SMS fra Ydun lejren – pigerne er samlet på skolen, hvor vi skal overnatte – de er spændte på det kommende besøg.
Vi sender straks et billede retur – vi glæder os også!
Vel ankommet på Københavns banegård skal vi igennem banegården med alt vores bagage – her er fyldt med mennesker denne fredag aften, men alle hjælper til og holder sig fint sammen, mens vi går mod S-togs perronen. Vi hopper på linie C mod Peter Bangsvej og snart er vi fremme. Inden vi når, at sætte den første fod på perronen, kan vi høre ”brølet”: Nyborg, Nyborg, Nyborg…… og en flok piger kommer os løbende i møde. Sikke en velkomst.
Vi hilser hurtigt på hinanden og herefter bliver pigerne kaldt op til de grupper, som de skal med hjem at spise. Pigerne hjælper hinanden med bagagen, mens vi går hen til skolen, hvor vi alle skal bo de næste par dage. Snakken går allerede livligt mellem pigerne. Fremme på skolen venter forældrene til 4 Ydun piger, så vi får hurtigt sat bagagen, og må så sige farvel til vores piger de næste timer.
Pludselig er de sidste timers livlige snak afløst af absolut stilhed, da alle piger er væk. Vi får fundet luftmadrasserne frem og gør klar til at forberede dem, så vi kan få pigerne i seng, når de kommer tilbage. Det går helt som planlagt, men ups….. havde jeg lige glemt at tjekke, at pumpen passede til alle madrasser. Det giver lidt sved på panden men det lykkes heldigvis, at få leveret en madras ind som vi kan låne, så der ikke var 2, der skulle sove på gulvet. De næste timer hygger Kathrine, Heidi og jeg sammen med Sigrid og Jette (Ydun’s trænere) med en pizza, mens vi ser et dansk landshold, der får smidt en sikker sejr væk.
I løbet af aftenen kommer pigerne tilbage fra deres respektive besøg, og der bliver en livlig aktivitet på skolen efterhånden, som grupperne dukker op. Pigerne får lidt tid til at hygge, inden der skal gøres klar til at komme i seng.
Lørdag morgen kl. 7.30 – det er tid at vågne. Jeg har haft mit eget klasselokale med fred og ro, så det har været en stille nat med god søvn. Ikke noget at klage over her. Kathrine og Heidi ser lidt trætte ud – de har haft fornøjelsen af pigerne med hyggesnak inden sovetid, skærende tænder i nattens mørke, uforståelige samtaler i søvne, samt natlige toiletbesøg (ja, det er ikke kun ældre mænd, der render af sted om natten), så søvnen har vist været lidt begrænset for deres vedkommende.
Vi fik dækket op til morgenmad og Frederikke fra Ydun holdet fortalte om deres normale morgenmadsregler. Der startes med rugbrød eller havregryn og der må kun tages et stykke med pålægschokolade. Alle piger accepterede og efterlevede dette uden kommentarer. Jeg var imponeret – kender i hvert fald en, der normalt ville have kastet sig over pålægschokoladen…..
Efter morgenmad gik turen til Frederiksberg hallerne, hvor der var håndboldtræning de næste tre timer. Vi gik til hallen i samlet flok og kom frem til et stort anlæg med masser af aktivitet – der var gymnastik opvisning, så masser af aktive i hallerne denne dag. Vi var der lidt før tid, så det gav pigerne mulighed for at se lidt gymnastik, inden de selv skulle på banen.
De næste 1,5 time foregik i de fire grupper med mix af Nyborg og Ydun spillere, med forskellige gode øvelser, som Sigrid og Jette havde forberedt. At komme for sent eller glemme drikkedunk kostede armbøjninger.. J
Her var både øvelser med bold, og øvelser til at styrke motorikken. Alle piger gav den fuld gas, og det virkede til, at alle syntes det var sjovt. Efter 1,5 times træning var det tid til lidt frokost, og der blev serveret kyllingesandwich.
Der var sat en halv time af til frokost pause, men pigerne havde hurtigt spist og var på banen igen, og lavede deres egen leg/spil, på tværs af holdene inden træningen skulle starte igen.
Efter frokost fortsatte pigerne med endnu 1,5 times træning med forskellige gode øvelser, afsluttende med lidt spil på to mål. Men det var ikke helt almindeligt spil. Da en af Ydun pigerne bar høreapparat, var der lavet en lille gimik, hvor alle piger skulle have ørepropper i, og så ellers høj musik i hallens højttalere. Det gik nu ud på at spille håndbold uden rigtigt at kunne høre – det gav flere sjove episoder og var en sjov afslutning på en god gang træning. Trætheden var nu også begyndt at melde sig efter 3 timers bold.
Efter bad var det tilbage til skolen, hvor pigerne havde nogle timer til almindelig hygge uden planlagte aktiviteter. Det var dejligt at følge pigerne, hvordan de gik rundt og hyggede på skolen på tværs af holdene, med snak og diverse aktiviteter. Der var forskellige aktiviteter på skolen, der kunne bruges, såsom bordfodbold, bordtennis og lille fodboldbane, der blev brugt flittigt til ”minihåndbold”.
Kl. 17 var det tid til dagens overraskelse inden vi alle skulle ud til Frederikkes forældre og spise. Der var ”Jeopardy” og pigerne blev delt i deres fire grupper. De valgte hver en dyrelyd, der skulle siges, når gruppen ville byde ind med svar. Sikken en larm der blev, da godt 20 piger i munden på hinanden råbte lyde som æsel, hund, får og ko….. hvilket show og hvilken udfordring for Kathrine og Heidi som dommere, at vælge hvem der var først, når alle skreg 4 forskellige dyrelyde i munden på hinanden J Pigernes konkurrence-gen kom her til udtryk – alle følte sig snydt, og der var visse fornærmede blikke, hvis man ikke lige blev hørt. Men det hele endte trods alt i fred og ro J
Det var nu tid til at gå ud til Frederikke’s forældre, der havde været venlige at stille hus og mad til rådighed denne lørdag aften – frisk gået, at åbne døren for sådan en stor flok. Efter godt med lasagne, kyllingelår og saftevand fløj pigerne fra bordet, og rundt i huset, mens vi voksne lige fik lejlighed til at nyde et godt glas rødvin, inden turen gik tilbage til skolen.
Hjemvendt på skolen, var det blevet tid til diskotek. Pigerne havde hele eftermiddagen gået og drøftet aftenens tøj og set frem til ”disko”. Der var gang i diskokuglen, og slush-ice maskinen var i gang – men der var en vis træthed at spore hos pigern. Efter slush-ice og chips var pigerne klar til at komme i seng – festen var slut. Endnu en god dag var ovre!
Søndag morgen – igen op til morgenmad, og så skulle der pakkes og gøres rent på skolen. Da alle var klar, drog vi af sted med bagagen og gik til Metro stationen, med kurs mod Den Blå Planet. Jette (Ydun træner) arbejder der, så hun havde fået lov at lave en rundvisning og tage pigerne med ”bagved” akvarierne, så de kunne se, hvad der sker der – det vakte jubel.
Så er vi fremme ved Den Blå Planet og venter på, at vi skal ind.
Vi blev delt I to hold – et hold, der kunne gå rundt og se på de mange fisk etc i akvarier, mens det andet hold fik rundvisning bagved ”kulissen”. Blandt andet så vi det store maskineri, der holder gang i deres største akvarie, med over 4 millioner liter vand. Til rensning af vandet var der 50 UV rør – pris per styk: ca. 1 mill!
Da klokken nærmede sig 14, var det på vejen igen med kurs mod lufthavnen. Der var en rask gå tur på 1,5 km, hvor vi fulgtes med Ydun pigerne det første stykke vej. Så nåede vi skillevejen, og det var tid til at takke for en god weekend og et godt arrangeret.
Vi fortsatte til lufthavnen, hvor vi hoppede på toget og satte kursen mod Nyborg.
Stemningen var lidt mere træt og afdæmpet end hvad vi oplevede om fredagen. Desværre også påvirket lidt af, at et par piger blev syge på hjemdagen. Det spredte sig jo så desværre, da vi var kommet hjem, så det endte med 7 syge ud af 11 – ganske god hitrate…….
Vel ankommet på Nyborg Station var det hjem og nyde det sidste af Søndagen.
Jeg vil gerne takke alle pigerne for en super god weekend. De har alle opført sig eksemplarisk, og taget sig godt af hinanden og formået at hygge på tværs imellem de to klubber. Dem kan vi godt være stolte af!
Og selvfølgelig også tak for turen og hjælpen til Kathrine og Heidi J
/Hans