Torsdag: Endnu et brag i hallen

Torsdag morgen og utroligt så øm, man kan være i kroppen, når man tænker på at det stadig er sommerferie…! Men knap så utroligt, når man tænker på den aktivitet alle Håndboldskolens deltagere har udvist de tre første dage i hallen.

Torsdag er ved at være sidste mulighed for at komme rundt om teknikmærkets forskellige områder. Det betød, at både afleveringer, skudformer, finter, faldteknikken, lækkerierne og de skadesforebyggende øvelser skulle være afsluttet i løbet af dagen.

Så på trods af smerter i kroppen, bød dagen på rigtig flot træning og nogle fantastisk flot udførte finter, rullefald og selv lækkerierne blev der trænet ihærdigt på.

Derudover var det jo endeligt blevet dagen, hvor hele Håndboldskolen skulle overnatte i hallen og ikke mindst have masser af overraskelser fra kl. 15 – 22.

Eftermiddagens højdepunkt var kampen mellem trænerne og U14-spillerne. Det blev til to meget spændende halvlege, hvor der blev kæmpet, tacklet, løbet kontra og ikke mindst fintet efter alle kunstens regler. Kampen endte faktisk med to sejre til U-14- spillerne og trænerne måtte to gange forlade banen med et klart nederlag. Dette på trods af et meget uhyggeligt kampråb. Første halvleg blev indledt med følgende råb: ”Hvad spiser vi til frokost? … U14” og anden halvleg blev indledt med følgende råb: ”Hvad spiser vi til aftensmad? … U14”

Efter kampen var trænerne lidt mindre højtråbende og forlod banen med et par kommentarer om, at hvis ikke Michael var blevet skadet, at dommerne havde været håbløse osv. Flot spillet af U-14 og meget fortjent, da de ikke brændte halvt så meget.

Derefter var der Streethandball for dem, der havde lyst udenfor inden der blev grillet og serveret mad til alle mand på parkeringspladsen. Her havde vi fået formand Carsten Madsen til at grille til alle og på trods af lidt bier, der gav lidt turbulens var det rigtigt hyggeligt.

Hele aften var sat af til at man cirkulerede mellem tre baser: Høvdingebold (med og uden krabber), Streethandball og ikke mindst det kreative værksted, hvor der blev kreeret bannere der fremover skal hænge i hallen om søndagen. De blev rigtigt flotte og vi glæder os til at hænge dem op, når turneringen starter!

Herefter var det godnat til alle og det var ikke meget, der blev set og hørt til spillerne efter kl. 24.00, men alle vidste jo også godt, at Fidusturneringen stod for fra morgenstunden fredag.


Skriv en kommentar

*