Store klø til 3. division Damer

Artikel fra Fyens Stiftstidende 10102009

Håndbold, damer, 3. division Nyborg – DHG2: 11-25
Efter en dårlig sæsondebut mod SH Svendborg og en svær modstander i skikkelse af DHG´s andethold, var der ikke store forventninger om sejr i hjemmeholdets lejr inden aftenopgøret i Nyborghallen.

Pessimismen skulle også vise sig at være relevant, for da Nyborg efter næsten 22 minutter scorede sit første mål, stod udeholdet noteret for fem træffere. Et antal, som kunne have været væsentlig større, hvis ikke Pernille Andersen i målet havde disket op med mange gode redninger.

Nyborg kom bedre med, og var ved pausen bagud 5-9. Men i anden halvleg slap kræfterne forholdsvis hurtigt op, og DHG løb den ene hurtige kontra efter den anden, og med et næsten ikke eksisterende tilbageløb fra hjemmeholdet, var Pernille Andersen magtesløs.

Slutresultatet blev 25-11 til et meget effektivt udehold, som ikke på noget tidspunkt lukkede Nyborg ind i kampen.

Topscorer for Nyborg blev Marie Beltov Carlsen med fem mål, mens DHG’s bedste skytte var Line Johansen med seks mål.