Tirsdag: Sol, vand, udspring og…

En god dag på Håndboldskolen fik sin afslutning efter 3 timer i Badeland og 3 timer for fuld drøn i hallerne og med lidt udendørs træning.

Der blev trænet i faldteknik, rygsvømning, udspring og ikke mindst hygget mega meget da vi startede dagens træning i Nyborg Badeland. Halvdelen af Håndboldskolen blev transporteret til Badeland i bus mens de resterende blev eskorteret til og fra Badeland af Jacob Kampmann og Mia Svane. Hjemmeværnet kom til kort da Bent Folmer og Kristina Kronborg kortvarigt styrede trafikken i Nyborg, men til gengæld kom alle cyklister sikkert frem og tilbage til og fra hallen.

Køkkenholdet havde i dag fuldstændigt styr på mængderne af mad som der var behov for og alle fik i den grad en lækker og veltilberedt frokost med sandwichs og masser af pasta…!

Eftermiddagen blev igen sat af til at kæmpe for diverse teknikmærker og finter stod i dag for tur til at blive udfordret. Finter ser rigtig nemme ud, men prøv at spørg samtlige deltagere på Håndboldskolen om ikke de i virkeligheden er lidt sværere at udføre når de skal være helt rigtige udført.

Desuden blev motorikken udfordret hos U-10’erne og deres motorikbane havde formentlig givet de fleste U-14 spillere masser af grå hår. U-10’erne knoklede på og der blev trænet faldteknik, bevægelse, skud i mange afskygninger så mon ikke der er et par stykker der har taget en lur da de kom hjem?!

Skriv en kommentar

*