Inspiration, strategier og nyt netværk

Jeg var så heldig at jeg via støtte fra fonde og kommunalt tilskud, kunne få muligheden for at deltage i Håndboldens lederakademi i DHF, som blev afholdt på Grand Canaria.
Formålet med akademiet er at få indblik i strategisk ledelse, kultur og interesse analyse, relationer og netværk, idrættens organisering samt kommunikationsformer.
Onsdag i uge 21 tog jeg af sted med 19 andre forventningsfulde ledere fra forskellige klubber i Danmark. Et par få af dem kendte jeg svagt, men de fleste var for mig helt nye bekendtskaber. Der var tilknyttet 3 undervisere til kurset, Søren Simonsen tidligere udviklingschef i DHF (nu ansat i Fyrtårnet i Tommerup), Torben Bundgaard Chefkonsulent i Dansk idrætsforbund og Stine Lundbak som er psykolog.
Det blev en helt fantastisk uge, hvor jeg fik lært en masse nyt, både om mig selv, om de muligheder der er foran og om hvordan vi udvikler en klub som vores.
Jeg fik dannet et nyt spændende netværk, som jeg helt sikkert vil gøre brug af.
Jeg skal nu skrive en projektopgave, som jeg skal fremlægge i august, når vi har den afsluttende del af akademiet.
Jeg har valgt at lave en projektopgave omkring vores senior bredde. Jeg ønsker at undersøge hvordan vi kan få flere seniorer til at spille håndbold, hvordan vi fastholder vores ungdomsspillere når de skal rykke op som senior og hvordan vi styrker fællesskabet i seniorafdelingen og på tværs af klubben.
Mit udgangspunkt er at komme ud at tale med vores U18 og seniorer, undersøge, lytte og være nysgerrig. Efterfølgende vil jeg prøve at stykke det sammen, og så lave nogle initiativer ud fra dette.
Jeg glæder mig til udfordringen og håber at møde en masse inspiration og ideer derude.
Ud over denne projektopgave håber jeg, at kunne bruge nogle af de ting jeg fik med hjem, til at skabe nye muligheder og oplevelser i klubben.
Hilsen Karina